Thisted FC – Så skal Fortet generobres

Foto: Thisted FC Elite

Af Morten Højer Mathiesen

Læs optakt til lørdagens hjemmekamp mod Thisted FC – hvad er de for en størrelse, hvorfor vinder vi, og hvad kan vi forvente?

Efter onsdagens befriende – og fuldt fortjente – sejr i Brabrand, er vi lørdag tilbage på Fortet i Helsingør. Mod Middelfart blev det til sæsonens første nederlag på hjemmebane, så det er tid til at generobre, den normalt så sikre bastion.

Og 3 point er der atter brug for. Aarhus Fremad besøger samtidig Avarta i Espelunden, og vi kan håbe på hjælp – men ikke regne med det.

Hvem er Thisted FC?

Det er en ret ung klub, grundlagt i 1989 og er en egentlig udskilning af fodbolden fra Thisted Idræts klub. Den semiprofesionelle del hedder Thisted FC Elite.

Klubben rykkede fra 2004 til 2006 direkte gennem rækkerne fra danmarksserien til 1. division. Efter et par år rykkede de tilbage til 2. division. I 2017 rykkede man tilbage til næstbedste række, men ved afslutningen af sidste sæson gik turen atter ned i 2. division – sammen med lørdagens modstander FCH.

Hjemme spiller de på noget der officielt hedder Sparekassen Thy Arena, men som ethvert fodboldinteresseret menneske ved hedder Lerpytter Stadion i virkeligheden. Her er plads til 4000 tilskuere med godt 700 siddepladser. Det har i mange år været lidt af en fæstning for klubben, på nær sidste sæson i Nordic Bet Ligaen, hvor det ikke rigtig fungerede. I denne sæson har der igen været anderledes snit over resultaterne hjemme.

Før sæsonen var Thisted FC nok det varmeste oprykningsemne fra vest kredsen, men en lidt langsom start på sæsonen og en jævnt halvsvag udebane statistik har sat en stopper for ambitionerne.

Klubben er kendt for at udvikle kollektiver med god fysik, organisation og vilje – men bestemt også med evnen til at underholde. Egentlig solide og typiske vestjyske kompetencer. På den gode måde.

Det ses også på deres mål, der generelt er fordelt på mange spillere. Efterårets topscorer Mirsad Suljic er dog rejst tilbage til Hedensted i vinterpausen. Det umiddelbart mest kendte navn i truppen er Jeppe Mehl, mens Bo Thomsen er cheftræner.

Thisted FC cheftræner Bo Thomsen forud for opgøret på Gentofte Stadion tidligere på måneden (Foto: Thisted FC Elite)

8 gode grunde til hvorfor FC Helsingør vinder!

  1. Helsingør ligger nr. 1
  2. Thisted ligger nr. 5
  3. Helsingør er 2. divisions bedste hjemme hold (25 point i 10 kampe – 41-8 i målscore)
  4. Thisted er oprykningsspillets 10. bedste ude hold (12 point i 10 kampe – 12-16 i målscore)
  5. Helsingør har ALT at spille for og kan komme friske til kampen
  6. Thisted har absolut intet at spille for (udover æren) og skal på en træls rejse fra Thy til Helsingør – og kører først lørdag morgen
  7. Helsingør er tilbage på sporet med en sejr i Brabrand, mod et hold med en meget stærk hjemmestatistik
  8. FC Helsingør kommer til at få SOLID og HØJLYDT støtte fra trofaste fans, der præcis som spillerne vil i Nordic Bet Ligaen næste sæson

Hvad kan vi forvente?

Morten Eskesen fortalte efter kampen i Brabrand, at arbejdsplanen ganske enkelt er at få holdet helt klart, mentalt og fysisk, med det korte varsel. Samtidig er cheftræneren fortrøstningsfuld efter kampen onsdag, hvor han fik nogle gode svar fra holdet – både fra de spillere der har startet alle de 3 første kampe, men også fra de 4 nye i startopstillingen, som alle gjorde det godt.

Holdet skulle lige igennem de første 5 minutters duel spil, hvor bolden for det meste befandt sig i luften. Så fik de sat sig tungt på både den fysiske- og spillemæssige del – og der blev også skabt en lang række gode chancer. Det skal der bygges videre på.

Så vi kan forvente et FC Helsingør hold med optimal fokus og indstilling, samt et spil der begynder at ligne det vi kendte fra efteråret.

Vi har ingen karantæner, men det forventes at Bay, Kritte og Lange fortsat sidder ude med skader, ligesom det er tvivlsomt om Holst bliver klar til truppen.

Thisted kommer med æren at spille for. Cheftræner Bo Thomsen siger:  ” Vi kommer med et stærkt hold og regner med at give FCH en rigtig god kamp”. ” Det er ikke et problem at motivere holdet, der glæder sig til udfordringen”

Bo fortæller at de kommer med stort set det bedste de kan. Eneste undtagelse er nogle U19 spillere, der normalt er en del af truppen. U19 spiller nemlig, samtidig med kampen i Helsingør, Jysk U19 Pokalfinale.

Det meget unge hold bindes sammen af de rutinerede Jeppe Mehl og Martin Søndergaard, men i denne sæson har de præsteret bedst i trygge rammer hjemme på Lerpytter. Træneren mener at de unge endnu mangler den rutine, hvor de ikke lader sig påvirke at rammerne.

Men kampen er også en god chance for ”at bevise sig selv i en kamp hvor FCH har alt at tabe og Thisted alt at vinde”.

Til sidst fortæller Bo Thomsen at kursen mod Helsingør først sættes lørdag morgen, så han sender en stille bøn til vejrguderne om lidt temperaturfald – og måske et par byger,  så de ikke skal sidde i en bus og koge i flere timer.

ALLE mand på eller udenfor stadion, så vi kan give holdet maksimal opbakning – Vi ses.

FORZA FC Helsingør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *