Silkeborg IF – Velkommen til 1. division

Foto: Cementen

Af Morten Højer Mathiesen

Hvem er det vi møder i sæsonpremieren – og hvad kan vi forvente os af det?

Læs med her:

FC Helsingør indleder comeback sæsonen i 1. division fredag aften hjemme mod superliganedrykkerne fra Silkeborg.

Mon ikke spillere og stab vil gøre ALT for at byde dem rigtig hjertelig velkommen, og sikre at den forventede rejse tilbage til det fine selskab bliver svær fra starten af?

Vi glæder os i den grad til at se FCH tilbage på næsthøjeste niveau, og få styr på hvor vi står med trup og form i forhold til de andre.

Og hvilken modstander at måle os op mod. Tidligere danmarksmestre i 1994 og pokalvindere i 2001, med flere medaljer. En klub med masser af år på højeste niveau siden den første sæson i bedste række tilbage i 1987.

Det er dog nogle år siden, at de for alvor spillede med om de gode placeringer, og klubben er lidt i fare for at ende som et elevatorhold – på trods af et flot professionelt set up og et fint stadion (Jysk Park med plads til 10.000). Derfor er ambitionen om en hurtig tilbagevenden til superligaen ekstra vigtig.

Klubben har haft en række af velkendte navne. Senest Robert Skov; men tidligere navne som Morten Bruun, Henrik ”Tømrer” Pedersen, Jakob Kjeldberg, Heine Fernandez, Peter Kjær, Jacob Laursen og mange flere.

I dag kommer de med en meget ung trup, med masser af talent og udviklingsmuligheder.

Eksperternes favorit til oprykning

Mange eksperter ser Silkeborg IF som vinder af 1. division, og langt de fleste mener som minimum, at de vil være én af to oprykkere. Silkeborg har fået en ”blød” start mod oprykkerne fra FCH og efterfølgende et opgør mod Skive. Men mindre end 6 point i de to kampe kan hurtigt blive et pres, da rækkens medfavorit (og mednedrykker) Esbjerg fB venter i 3. runde.

Kvaliteten af Silkeborg truppen ser stadig stærk ud. Men det er også en meget ung trup, hvoraf to spillere var i U21 landsholdets startopstilling tirsdag aften mod Nordirland. Både højrebacken Rasmus Carstensen og midterforsvareren Frederik Alves Ibsen bidrog til 1-0 sejren. Silkeborg har også været på indkøb hos Aab hvor de har styrket offensiven med Wessam Abou Ali, der på et lejemål bombede pænt for Vendsyssel i sidste sæson.

Udover ovennævnte glæder jeg mig til at se Svenn Crone, Magnus Mattsson og Emil Holten – men trods fornuftige individualister, ser jeg mest styrken ligge i kollektivet.

Talent er der med garanti rigeligt af, men samtidig er der sagt farvel til en masse rutine. Over en lang sæson, kan det jo godt koste i de tætte kampe.

Med landsholdskæmpen Kent Nielsen i spidsen kommer Silkeborg til Helsingør med maksimal selvtillid. Udover en sikker 5-0 sejr over St. Restrup i 1. runde af landspokalen, så er det blevet til sejre på stribe i træningskampene. Både Sønderjyske og FCK blev besejret 3-1 mens Aab kunne nøjes med et 2-1 nederlag. Til sidst spillede man 2-2 mod Vendsyssel med et hold bestående af U19 spillere og de spillere der ikke fik så meget tid i pokalkampen (og så ikke et ord om FCH’s pokalindsats!).

Silkeborg spiller selv på kunstgræs hjemme på Jysk Park, så her er vores fordel ikke så stor som normal. Vi skal møde et hold, som normalt har fokus på en gang god teknisk fodbold.

Hvad siger Silkeborg selv?

Det har desværre ikke været muligt at få fat i Kent Nielsen for en kommentar, men klubben har allerede meldt ud at kun oprykning tæller. Dertil er en række af spillerne særdeles optimistiske, og fremhæver god kemi, sammenhold og godt flow i spillet i kampene op til sæsonen. Måske vigtigst understreges det, at der er ryddet op i de fejl i forsvaret, som blev så dyre i sidste sæson. De ser ikke transitionen til det ofte mere fysiske spil i næstbedste række som et problem.

Frederik Christensen i aktion i træningskampen fornylig mod HIK (Foto: Cementen)

Hvad siger FC Helsingør?

Morten Eskesen har deltaget i et dugfrisk afsnit af Helsingør Fanpodcast i forbindelse med sæsonopstarten. Her blev alle tingene vendt, og Morten fortalte bl.a. om sine udfordringer med at finde den rigtige startopstilling, da vores trup er bred og konkurrencen hård.

Han fortæller også, at der er brugt lidt tid på at tjekke Silkeborg ud, forudse deres mulige opstilling m.m., så holdet kan være så klar som overhovedet muligt. Umiddelbart er han ikke ked af at åbne mod en så stærk modstander. ”Der er ofte gode muligheder for overraskelser i starten af sæsonen”. Morten holder generelt mere fokus på FCH end på modstanderne, og siger at vi alligevel skal have mange point på hjemmebane – derfor kan vi lige så godt gå ud og gå efter det.

Udgangspunktet for den nye sæson er fortsat det 4-4-2 system vi spillede i 2. division. ”Hvis vi er dygtige nok, betyder det ikke noget om modstanderne kan læse det”. ”Vi fokuserer på vores egne kvaliteter”. Cheftræneren understreger, at det samme system falder meget forskelligt ud, afhængig af hvilke spillere, der spiller hvilke positioner.

Der er stor tilfredshed med truppen, om end Morten kunne ønske sig en ekstra midterforsvarer, da vi lige her er lidt sårbare, navnlig så længe ”Kritte” er skadet. I øvrigt den eneste skade i truppen.

Lyt selv til podcasten og hør hele optakten – Morten Eskesen kommer godt i dybden og giver nogle virkelig gode svar på spørgsmål fra Cementens lyttere/læsere – find den på Cementen.dk, Spotify eller din yndlings podcastapp.

Cementen siger!

Eksperterne ser ikke FCH som oplagt oprykningskandidat – og mindre kan måske gøre det. Hvert point kommer til at tælle, så vi skal være klar fra første kamp.

Vi har umiddelbart en bred og særdeles talentfuld trup, men har ligeledes sagt farvel til noget rutine. I træningskampene har det set fornuftigt ud, og alle er garanteret klar til et super comeback i 1. division.

Cementen glæder sig vanvittigt til fredag og hele den kommende sæson – vi håber så mange som muligt kommer på stadion, inde eller ude (efter hvad der nu bliver muligt) og støtter holdet maksimalt, så vi kan levere sæsonens første overraskelse.

Husk Fanzone fra kl. 16.30 ved Helsingør IF’s klubhus – mulighed for pølser, fadbamser og perfekt opvarmning til kampen.

Forza FC Helsingør!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *