Pierre Larsen: Vi kommer efter de tre point

Kopi af HF6IN (4)

Foto: Fremad Amager Elite

Af Dennis Hynnecke

Pierre Larsen er klar i spyttet. Fremad Amager kommer til Helsingør fredag aften for at hente tre point. Den 26-årige wing back med fortid i FC Helsingør forventer dog, der venter en helt anden kamp end det første opgør i Sundby Idrætspark for en måneds tid siden.

Han nåede at score tre mål i sine 17 kampe for FC Helsingør inden han forlod klubben pludseligt efter blot seks måneder. Men hvilke seks måneder. Fire måneder efter FC Helsingør hentede den dengang 22-årige angriber i 2. Divisionsklubben Frem Boldklub var han med til at sikre den sensationelle oprykning i Viborg efter en forårssæson med masser af spilletid. Alt tegnede da også lyst med både en kontraktforlængelse og en plads i startopstillingen i klubbens historiske Superligadebut oppe i Hobro, men en batalje med en holdkammerat udviklede sig til, at det ikke blev til mere fodbold her i Sundbyen og Helsingør blev skiftet ud med et lejeophold i Viborg.

Efter en enkelt sæson i Viborg fortsatte han karrieren i Fremad Amager, hvor han nu har spillet de seneste to og et halvt år.

Fredag aften gæster han så Helsingør Stadion sammen med Fremad Amager. Cementen har talt med Pierre Larsen forud for opgøret.

Pierre, I vandt 5-1 i Sundby Idrætspark for en måneds tid siden. Er det styrkeforholdet mellem Fremad Amager og FC Helsingør lige nu eller hvad skete der lige den aften?

– Altså jeg kan jo starte med at sige, det er jo ikke var det stærkeste hold på papiret, der spillede for Helsingør. Det ved vi jo alle godt og så bliver det jo ikke den samme kamp, som vi får fredag aften. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men det tror jeg ikke det bliver.

Hvad lykkedes I med i den første kamp?

– Jeg synes bare vi var gode på kuglen og vi straffede Helsingør rigtig godt. Vi løb meget rundt om dem og så var vi bare kyniske. Det er egentlig det for scorer vi et hurtigt mål, så plejer de også bare at komme, så jeg synes egentlig det var det, vi lykkedes godt med.

Fremad Amager kommer med et par skuffende resultater i bagagen efter to kampe i rap med pointtab hjemme i Sundby Idrætspark med først 0-0 hjemme mod Kolding, lige inden landskampspausen, og et 0-1 nederlag til HB Køge i søndags.

Hvordan vil du vurdere jeres efterår i Fremad Amager?

Jamen, inden vi spiller mod Kolding, der synes jeg det var fornuftigt, som jeg ser på det. Vi har vi egentlig slået alle hold under os, men tabt til dem der ligger over os og så er det jo egentligt ikke så svært at se hvor man hører til i tabellen og rent niveaumæssigt på daværende tidspunkt. Op i mit hoved, der handler det så om at være stabile, men ikke bare mod de hold, der ligger under os, som vi skal slå, men også prøve at få de her sejre over Silkeborg, Viborg, Esbjerg og hvad de ellers hedder.

– Så løber vi desværre ind i en dårlig kamp mod Kolding og så ser det lidt ud som om, at det har sgu været godkendt den første del af sæsonen, hvis man kan sige det sådan. Desværre løber vi så ind i et nederlag, her i den første kamp i den nye del mod et hold, som vi egentlig også skal slå (HB Køge, red). Det var piv ufortjent, men altså det er sådan det er nogen gange. Man starter godt, laver mange mål. Alle hold møder modgang, det er jo så bare hvordan man kommer igennem det.

Pierre Larsen forventer en helt anden kamp end sidst de to hold mødtes for en måneds tid siden i Sundby Idrætspark (Foto: Cementen).

Selvom I har skuffet i de sidste par kampe, så ser det alligevel ud som om at Fremad Amager er rykket en hylde længere op rent niveaumæssigt?

-Ja, det føler jeg også selv. Der er kommet lidt flere kvalitetsspillere ind. Det er blevet lidt bedre, synes jeg. Man har investeret i nogen forskellige ting og der bliver stillet større krav til spillerne. Folk der har sulten og som, hvad siger man, ikke nærmer sig sidste salgsdato. Men altså sidste sæson, der havde vi problemer mod hold som Skive, Hvidovre og Kolding, hvor det har været vigtigt at slå de der hold for det har været nogen dumme point at smide og det synes jeg egentlig, vi har været gode til her i den første del, så nu gælder det bare om at slutte godt af.

Alle 12 hold er vel også gået ind til den her sæson i 1. Division med vished om at det var en hård række i år?

-Jo jo, altså der er ikke noget der bliver afgjort i denne her runde. Der er stadig ti runder tilbage før den splitter. Nu er det kun Viborg der stikker lidt af. De har marginalerne med sig, det må man bare erkende. De får nogen domme der går deres vej. Offsides der ikke er der, som bliver dømt og mål der bliver annulleret i mod dem. Bare den hvor de går ned og scorer lige efter I har scoret. Det er det eneste hold, der stikker lidt af, synes jeg.

Hvad er status med dig selv?

-Hele det her 2020 har faktisk været godt for mig. Jeg har leveret 17 assists og lavet 7 mål. Det må jo siges at være i orden. Jeg har udløb til sommer næste år, så det er egentlig det rigtige tidspunkt at toppe på. Jeg har fundet mig rigtig godt til rette på den wing back og fungere godt i det der 3-4-3 system.

Du nåede at spille seks måneder i Helsingør. Hvordan ser du tilbage på den tid?

Jeg synes det var seks rigtig gode måneder. Jeg havde jo ikke prøvet 1. Division rigtigt dengang udover jeg lige havde været forbi Roskilde, hvor det ikke blev til så meget, så var det jo første gang at der var lidt tv på, når man spillede. Jeg var glad for måden vi spillede fodbold på og de mennesker, der var på og omkring holdet.

-Det var en god trup, synes jeg og god træning, så det er ikke bare et halvt år, hvor jeg bare tænker det var bare det. Jeg fik meget ud af det og var jo angriber dengang, så jeg spillede på en lidt anden måde end jeg gør nu.

-Den gang var det meget med at lægge førstepresset, måske få André (Riel, red,) til at fungere mere, så han kunne lave noget mere. Lidt mere holdets mand dengang, så det var en lærerig periode.

-Det gik bare så stærkt, men jeg måtte bare væk for jeg røg ud af truppen efter Hobrokampen, hvilket var skide ærgerligt. Men det gjorde så bare at der var andre der fik deres gennembrud i superligaen som Nicolas Mortensen.

Pierre Larsen lagde vejen forbi Helsingør Stadion i sommer for at overvære en træningskamp forud forud for sæsonstart.

Set fra sidelinjen, hvad er så dit indtryk af FC Helsingør i dag?

-Der sker jo en del. Det jeg var oppe og se i sommer, det var god fodbold, der blev spillet og med spillere der kan noget. Det ser spændende ud. Det virker som om man er kommet tilbage til den der gode stemning.

Hvad har du af tanker om kampen fredag aften?

-Jeg kommer helt sikkert ind til kampen med, at vi skal vinde ligesom sidste gang, vi spillede.

-Hvis vi vil være med i toppen, så er det en kamp vi skal vinde om det er på hjemmebane eller udebane.

-Jeg tror dog det bliver mere tæt end den var i Sundby og forventer også, at der kommer en trodsreaktion fra hele holdet (FCH, red) efter det nederlag. Derfor forventer jeg også en kamp, hvor begge hold går til den, men samtidig med at der bliver spillet en omgang rigtig flot fodbold på en god kunstgræsbane, slutter Pierre Larsen.

Læs også Cementens optakt: BK Fremad Amager – Så ved du aldrig, hvad du får

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på email
Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig Cementens nyhedsbrev

Cementen sender de nyeste artikler og seneste udgaver af Helsingør Fanpodcast til din indbakke