Lucas Lodberg: Det er kæmpe stort – En drengedrøm der går i opfyldelse

Foto: Claus Birch 

Af Dennis Hynnecke

FC Helsingør meldte tidligere ud i dag at klubben har skrevet en et-årig kontrakt med 19-årige Lucas Lodberg, der kommer fra klubbens egen talentafdeling – FCH Talent.

Gjallarhornet fik fat på den unge herre over mobilen tirsdag aften for at høre, hvilke tanker han gør sig om fremtiden i FC Helsingør.

 

Den offensive midtbanespiller, der både kan husere centralt og på de to kanter, fik sin fodboldopvækst i Espergærde IF, hvor han startede som 4-5-årig indtil han skiftede til Akademisk Boldklub som U15-spiller.

For to år siden returnerede han til Helsingør og gik ind på FCH Talents U19-hold.

 

Først og fremmest, stort tillykke med kontrakten. Hvad var din første tanke, da du blev tilbudt kontrakt. Det er jo ikke så mange, der kommer igennem nåleøjet?

– Det var jo kæmpe stort, det var det. En drengedrøm, der gik i opfyldelse. Det har jo altid været en af mine allerstørste drømme at kunne få en kontrakt og leve af det det man elsker at gøre hver evig eneste dag. Jeg bruger så meget tid, men det synes jeg jo også er fedt at bruge så meget tid på det.

Hvordan var det at få beskeden om et kontrakttilbud?

– Da jeg fik det af vide, så var det bare sådan Wow! Efter alt det hårde arbejde, så giver det pote.

Var det noget, der sådan lige så stille og rolig blev listet ind eller var det fra den ene dag til den anden?

– Jeg kunne godt mærke det var på vej pga. der kom flere og flere senior-træninger og blevet hevet længere og længere op og fik en masse kampe for reserveholdet i Reserveholdsligaen i løbet af hele sidste år.

 

De få træninger jeg har set og trænet med Lodberg, har han efterladt et stærkt indtryk. Han er en spiller med vilje, ydmyghed og så er han ikke bange for at slå sig – FCH Kaptajn Andreas Holm om Lucas Lodberg til Gjallarhornet

 

FCH Kaptajn Andreas Holm om unge Lucas Lodberg

– De få træninger jeg har set og trænet med Lodberg, har han efterladt et stærkt indtryk. Han er en spiller med vilje, ydmyghed og så er han ikke bange for at slå sig.

– Med de tre egenskaber glæder jeg mig til at få ham til tage kampen op og lære på førsteholdet. Han slår mig desuden ikke som en humørspiller, fortæller anfører Andreas Holm til Gjallarhornet.

 

Målsætninger og debut på divisionsholdet

Nu har du så kommet på kontrakt, hvad er så din målsætning.

– Det er at få min debut på 1.divisionsholdet. Det er det næste skridt for mig. Jeg ved godt at det kan tage tid, men det giver jeg det gerne pga. man skal også præstere for at man kan få den chance, pointere Lucas Lodberg.

– Så bare blive ved med at arbejde hårdt, få lavet en masse mål til træning og spille godt til træning. Spille nogen gode kampe i Reserveholdsligaen, så tror jeg også på at den kommer.

Hvordan ser du på dine muligheder for at komme ind på 1. divisionsholdet?

– Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg det ser fint ud. Jeg tror sgu rigtig meget på mig selv og jeg tror ikke at der går lang tid før den kommer. Hvis jeg bare bliver ved med at præstere og spille lige så godt som jeg gør, så skal muligheden nok komme. Det er jeg helt sikker på.

 

Hvordan er det at komme ind i gruppen på klubbens 1. divisionshold, hvordan er du blevet modtaget?

– Det var selvfølgelig svært lige i starten. Man skal lige finde sig selv og sin plads på holdet, man skal lige ind på folk, men jeg synes de har taget rigtig godt i mod mig.

– Det tog selvfølgelig lidt tid før man lige løsnede lidt op, det gør det jo, men det bliver bedre og bedre for hver gang man er der.

– Jeg kender jo også nogen af de unge spillere kender jeg jo også. Det er meget dejligt at man kender nogen i forvejen, men det har slet ikke været et problem for mig at komme ind på holdet.

Hvordan ser formen ud lige nu, er du klar på foråret?

– Ja, jeg har jo trænet med FCH U19 her på det seneste pga. skole og der er vi blevet kørt rigtig hårdt fysisk med løbetræning osv., lad mig sige det sådan. Så det ser meget godt ud indtil videre.

– Der er under halvanden måned til første kamp i Thisted, så der kan man lige nå at lægge det sidste på der, afslutter en glad Lucas Lodberg.

 

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke