Skovshoved IF – Fiskerlejet i Whiskybæltet

Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk

Af Morten Højer Mathiesen

Klubben fra det lille fiskerleje nord for København blev grundlagt tilbage i 1909. I dag er klubben nok mest kendt for sin badmintondel (fører badmintonligaen pt.), men faktisk er det en klub med stolte traditioner. Det er dog ikke i den bedste version, de kommer til Helsingør på fredag.

Dem der var med, til sæsonens første kamp i Skovshoved, husker nok mest at alle hjemmeholdets tilhængere havde pastelfarvede skjorter hængende uden på shorts og gik med sko, hvis mærke og pris vi dødelige kun kan gisne om. Og at +50 delen stort set uden undtagelse sad på tagterrassen og drak hvidvin, mens de i behørig afstand fulgte kampen og de noget upolerede fans fra det høje nord. Jeg hørte da også bemærkningen: ”Nå ja, Helsingør ER jo også en arbejder by”. Og det kommer fra en klub hvis motto er: ”En gang skovser – ALTID skovser”!

Før indførslen af en egentlig Danmarksturnering som vi kender i dag, vandt klubben DM-sølv tilbage i 1926/27 efter et finalenederlag til, dengang, mægtige B93 på 1-5. Det blev også senere til en sæson i landets bedste række (Mesterrækken) i 1933/34.

Efter krigen havde man ambitioner og forsøgte at lokke landsholdsspillere fra B93 til Skovshoved med penge under bordet. Men både den senere landstræner Arne Sørensen og Kaj Hansen blev opdagede og straks erklæret professionelle. Dette var dybt forbudt og betød at de ikke kunne fortsætte med at spille fodbold i en dansk klub, hvorfor begge fortsatte karrieren i fransk fodbold. Arne var senere træner for det danske hold, der vandt sølv ved OL i Rom (1960).

Fra sæsonen 1951/52 og frem til og med 1961 var Skovshoved uafbrudt en del af 1. division (som dengang var bedste række) og efter en fin 5 plads den første sæson, vandt klubben igen sølv i 1952/53. Efter nedrykningen i 61 røg klubben helt ned i 3. division i 63 og året efter ned i kvalifikationsrækken (nuværende danmarksserie).

I glansperioden leverede Skovshoved 9 landsholdsspillere, hvoraf nogle af os husker Kurt ”Nikkelaj” Nielsen – ikke som spiller men som den landstræner Sepp Piontek afløste. Kurt var i mange år træner i B1901 og drev et værtshus i Nykøbing F. Også Flemming Østergaard aka Don Ø har trådt sine fodboldstøvler i klubben, og var efter sigende en ret habil spiller.

(Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk) Målmand Frederik Mehder (Skovshoved IF) og Jonas Henriksen (FC Helsingør) i kamp om bolden under kampen i 2. Division mellem Skovshoved IF og FC Helsingør den 3. august 2019 i Skovshoved Idrætspark

 

Klubben havde en enkelt divisionssæson i 70’erne og i de sene 80’ere og tidlige 90’ere var der lidt elevatorhold over dem – mellem division og danmarksserie. Igen sidst i 90’erne blev det til et par divisionssæsoner.

Så gik der næsten 20 år før klubben igen ramte 2 division i 17/18. Og den første sæson endte med en fin 8. plads i oprykningsspillet, mens sidste år gav samme placering – bare i nedrykningsslutspillet. Her lykkedes det på sidste spilledag i Hillerød at få point og dermed sende Odder ned.

Denne sæson er startet rædselsfuldt, da klubben ligger sidst i rækken med blot 6 point i 11 kampe – og bare 1 sejr.

Som i så mange andre af klubberne i og omkring København består truppen af spillere, som kan genkendes fra én eller flere andre klubber i de lavere divisioner. Efter de to første sæsoner i 2 division peger pilen seriøst nedad for holdet, og cheftræner Claus Holmegaard Larsen skal finde de store trylleformler frem, hvis man ikke som sidste år skal slås for at undgå nedrykning. Cheftræneren er i øvrigt flankeret på assistent siden af et par tidligere spillere; Denni Conteh og Simon Bræmer.

Bedømt på stillingen, den første kamp i Skovshoved og deres sidste kamp mod Frem vil jeg påstå, at det er rækkens svageste mandskab. Holdet kan ikke matche FCH hverken fysisk eller spillemæssigt – så der skal en sikker sejr i hus på fredag!

Og vi behøver næppe at frygte en invasion af dedikerede udeholds fans. Vejret er simpelthen ikke til pastelfarvede skjorter og shorts……

Lad os sørge for den gode stemning og maksimal opbakning til holdet – GOD KAMP!

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke