Uden FC Helsingørs fans er der ingen klub. Mød cheftræner Peter Feher.

Foto: FCH TV

Af Martin Nesheim

For FC Helsingørs nye cheftræner handler det om at turde. At turde slås og at turde vinde. Klubbens fans er uhyre vigtige, for uden 12. manden ville der ikke være nogen klub. Gjallarhornet møder Peter Feher ved dagens pressemøde til en snak om fans, opbakning og værdier.

Peter Feher er 44 år og nytiltrådt cheftræner for FC Helsingør. Han kommer fra en stilling som træner i HIK, hvor han var i spidsen i 2 år. Sideløbende har han arbejdet som angrebstræner for det Litauiske U21 Landshold, i øvrigt i samarbejde med Carit Falch, som tidligere har været træner i FC Helsingør.

Peter har foruden en Pro-licence træneruddannelse også en kandidatgrad i idræt med fokus på fodbold og psykologi. På spørgsmålet om hvilke værdier han kommer med som træner fortæller han, at han tænker struktureret og er meget opmærksom på, at folk ved hvad der skal ske og tilføjer

– Jeg tror også at det skal være sjovt. Der må godt være smil på læben og der må godt komme en joke en gang imellem. Men man skal kunne skille det ad, så når vi arbejder, så gør vi det seriøst. Det er vigtigt, at skabe et miljø omkring arbejdet hvor man tager det sure med det søde. Jeg går meget op i holdet, for når holdet fungerer får vi hver især succes.

 

Stadion-projekt og ungdomsarbejde

Hvad er de vigtigste årsager til at du har valgt FC Helsingør?

– Jeg tror at nogle af de vigtigste årsager er projektet omkring stadion samt Ungdoms-sektoren som lige har fået B-licensen efter hårdt arbejde. Kombinationen af disse to ting kan samle regionen endnu mere, siger Peter Feher og fortsætter

– Jeg har erfaring fra FC Nordsjælland der både har U-sektor og en seniorafdeling og min tanke er, at det her kan komme lige så højt op, hvis det bliver gjort rigtigt. Jeg tror, at jeg kan være med til at bringe det op til en samlet klub for hele regionen.

 

Vigtigt med opbakning fra klubbens fans

Siden nedrykningen fra Superligaen har FC Helsingørs fans gået meget igennem med tabte kampe, til tider skidt spil og en trænerfyring. Hvordan ser Peter samspillet i mellem holdet og deres fans?

– Jeg har set 3 kampe og der har været over tusind mennesker hver gang, og det synes jeg er en fantastisk opbakning. Jeg synes også, at spillerne prøver at gengælde det ved at give alt hvad de kan. Man har jo brug for hinanden, den er ikke længere. Klubben har brug for fansene og miljøet, for ellers ville der ikke være nogen klub. Det er ikke for sjov, at fansene mange steder er klubbens 12. mand, det er nemlig super vigtigt, at der er fed opbakning. Fansene skal blive ved med at støtte, for det betyder mere end de måske tror for spillerne, siger den 44-årige nybagte cheftræner.

– Spillerne kommer til at give alt og vi vil selvfølgelig gøre alt for at komme tilbage i det sjove selskab i Superligaen

 

Klubben skal turde at melde ud

For Peter er det meget vigtig, at klubben er god til at fortælle om hvilke mål der sættes og ikke mindst at vise at holdet går efter det.

– Det ligger lidt i den måde jeg arbejder på, at jeg gerne vil rykke tingene. Selvfølgelig har jeg en drøm om at stå i Superligaen og helst med FC Helsingør, ligesom spillerne jo også har, det er derfor jeg er her siger Peter Feher og fortsætter

– Det er også vigtigt at sige, at der ikke er noget der er umuligt. Selvfølgelig skal vi gå efter det, alt andet vil da være åndsvagt. Vi skal turde vise mod, turde stå fast og turde at gøre det. Lykkes det? Det ved vi ikke, for der er jo 2 hold på banen.

 

Peter Feher har træning med førsteholdet senere mandag eftermiddag og debuterer i spidsen for holdet på søndag i Silkeborg.

 

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke