I de sidste øjeblikke af sommerens transfer vindue, valgte man at sælge de to største profiler, André Riel og ikke mindst Mads Aaquist.
Men var det et klogt træk?
Rationalet var dengang, at de alligevel ville blive kontraktløse til vinteren, og at pengene måtte bruges her og nu.
Kritikken blev mødt med “det går jo nok, det gør det altid”.
Men så kom det såkaldte sorte efterår og et tidligt forår med flere gevaldige nederlag.
Tab på tab, nederlag på nederlag, og en national presse der var parat til at sælge FC Helsingør til direkte nedrykning for en krone.
Nu står man i nedrykningsspillet, med nogle har måske en følelse af, at overlevelsen kunne have været sikret før.
Om Riel ville have scoret flere kasser for FC Helsingør. Eller om Aaquist ville have kunne blomstre endnu mere i klubben. Det kan ingen sige.
Spørgsmålet er dog, om det var rigtigt at sælge bare fordi man kunne?
Kunne vi have stået et bedre sted i puljespillet, end vi gør? Kunne man have kæmpet om en bedre placering? Kunne man have fået flere TV-penge?
Ingen ved det, men at lede efter “erstatninger” til et hold der ikke findes mere, er et håbløst udgangspunkt for overlevelse.
Lad os se hvad der sker!
