Select Page

Mikkel Bruhn var tilbage i buret i tirsdag mod AGF, efter en skade har holdt ham ude det meste af foråret.

Og selv om både Vaporakis og siden Kappenberger har måtte taget deres tørne mellem stængerne, så var det tydeligt hvem der er 1. målmand i Helsingør.

Bruhn leverede en række klasseredninger og stod i det hele taget en rigtig god kamp. Men også som en del af forsvaret, kunne man ikke undgå at bemærke en ro og en organisering, der til tider har manglet.

– Vi har fået styr på det i defensiven og lært hinanden at kende. Det var et nyt forsvar i starten, så vi har kæmpet lidt med at lære hinanden at kende, men mod AGF følte jeg, at vi stod godt, fulgte aftalerne og lukkede af. Det kræver stor cadeau til de fire foran mig. Udtaler Bruhn til bold.dk

Bruhn er helt med på at man til tider i foråret har lavet dumme fejl, der har kostet, og at man er blevet udstillet nogle gange.

– Men jeg synes, at vi har fået styr på det. Jeg ved ikke om man kan sige, at vi har knækket koden, men vi ser skarpe ud, og det er måske det rigtige tidspunkt i forhold til vores situation.

Han er i det hele taget optimistisk omkring resten af sæsonen og nedrykningsspillet, og glad for at være tilbage på pletten.

– Et clean sheet luner altid og specielt, når man som mig har været ude i et stykke tid. Det var dejligt at komme tilbage på den måde vise, at jeg har niveauet til at være med.