Select Page

Foto: Claus Birch

En straffesparks afbrænder af de virkelig ærgerlige, ændrede en kamp Helsingør stod til kunne vinde 2-0, til et ærgerligt resultat på 1-1.

Med en 1-0 føring, et rødt kort til Randers’ Kevin Conboy og straffespark til FC Helsingør i kampens sidste minutter, var der lagt op til en meget vigtig sejr for hjemmeholdet i den første kamp i første runde af nedrykningsspillet.

Men Nicolas Mortensen brændte et svagt sparket straffespark, og kun minutter senere kunne Randers FC udligne på et frispark.

– Jeg kunne have scoret til 2-0, men gjorde det ikke, og så blev det 1-1 i stedet. Det gør ondt helt ind i sjælen og kroppen, siger Mortensen til bold.dk.

En trykket stemning bredte sig på Ndr. Strandvej, og det var et lavmælt, lettere irriteret og skuffet hjemmepublikum der hurtigt forlod stadion da kampen blev fløjtet af.

Mortensen har scoret 8 mål i sæsonen indtil videre, og er således holdets topscorer. Han har da også ladet vide, at han skylder et mål efter afbrænderen. Lad os håbe det falder på søndag.

1-1 er ikke det bedste udgangspunkt før returopgøret i Randers. FC Helsingør SKAL score for at sikre sig en chance for at slutte runden som samlet vinder.

Omvendt kan Randers pakke sig sammen og ride stormen af, ved at prøve at holde nullet, udebanemål tæller nemligt dobbelt i tilfælde af et samlet uafgjort resultat. Dét kan blive til Helsingørs fordel, der efter al sandsynlighed har den store angriber Douglas med igen, der før har vist at han er en svær størrelse for modstandernes forsvar.

Netop Mortensen og Douglas virkede til at have fundet hinanden, inden brasilianerens skade har haft udelukket ham fra de seneste kampe. Med mulighed for igen at kunne stille med stærkeste angrebsformation, ser chancerne for at hive en sejr hjem fra Randers således bedre ud.

Fanklubben har arrangeret bustur søndag til Randers, og med velvillig opbakning fra sponsorer, er prisen helt nede på 150 kroner.