Vælg en side

  • Facebook
  • Twitter

Foto Jack Hartly Lüstrup

Af Jonas Blomqvist

Cementens udsendte fik sig en snak med Anders Holst en torsdag aften, lige efter holdets 4. træning med den nye træner Peter Feher.

Anders Holst er en af de, efterhånden, få spillere som har været med hele vejen fra 2. division til Superligaen. Holst, som har en fortid i Helsinge, Herlev, Lyngby og AB, kom til Helsingør i januar 2012, og skrev som den første kontrakt med FCH i 2013. Holst er indehaver af klubrekorden i flest antallet spillede kampe, så mange at han ikke helt præcist ved hvor mange, men det er tale om flere end 170!

 

Den mentale tilstand og antal scorede mål

Kan det være svært, rent mental, at sætte sig op til kampene i 1. division når man som I lige har spillet i superligaen?

Det bør ikke være et problem, da Superligaen var ren bonus for os. Det må være sværere for klubber som Silkeborg, Esbjerg og Viborg, som tidligere har prøvet at rykke ned. Selvfølgelig er det sjovere at løbe ind på Brøndby stadion end at spille mod Thisted herhjemme. Jeg mener ikke det er et motivationsproblem – det skal det i hvert fald ikke være. Derimod har det været et problem at transfervinduet har været åbent. Nu er vinduet lukket og vi har ny træner og det er perfekt, så lad os se fremad. Det er sådan jeg vælger at se på det, frem for at det skulle være tale om et motivationsproblem.

I har gået fra at have været underdogs to sæsoner i 1. division og total underdogs en sæson i Superligaen til at være storfavoritter i 1. division. Hvordan takler man det som spiller?

Fansene er jo de samme, selvom det også er kommet flere til efter Superligaen. Tidligere ville et nederlag mod Thisted være ok, fordi vi virkelig kæmpede, men nu er det bare ikke godt nok. Det er jo fordi vi lavede en sindssyg sæson og rykkede op i Superligaen, hvor vi også viste flere gange at vi kan være der. Så er det også berettiget at man kan kræve mere af os. Men det er rigtigt, at for dem som har været med i 1. division både før og efter så er det en sjov omvæltning. Dengang var det ok hvis vi spillede lige op mod dem vi mødte, men nu går vi ind og skal gerne vinde hver gang. Mindsettet ændrer man hurtigt. Det føles som at sidste gang i 1. division var for 100 år siden. Det har været så mange træninger, kampe, oplevelser og op- og nedture imellem nu og sidste gang at du ikke husker hvordan dit mindset var sidst du spillede i 1. division.

Men det er rigtigt, at forventningerne udefra er vendt helt på hovedet.

 

Føler man som spiller et større pres til at præstere?

Du er din egen største kritiker på dette niveau. Hvis tilskuerne synes du har spillet dårligt så tro mig, så synes du også det selv. Det er ikke presset udefra som trykker, men mere ens egen forventning til hvad som skal ske.

Du har tidligere scoret en del mål for FCH, og du har udtalt til bold.dk, at I bør kunne score 2 mål per kamp. Hvad skal der til for at det bliver scoret flere mål?

En ting er at nu er der styr på en ny træner. Nu kommer det klare mål for hvordan vi skal spille og angribe. Jeg synes allerede at vi kunne mærke det til træningen i dag. Det var nye ideer og tankegange. Normalt når vi træner 11 mod 11 så bliver det ikke scoret ret mange mål. I dag tror jeg vi fik scoret 5-6 stykker. Dette blot ved at vi ændrede i nogle ting. Tryghed i spillestil og det at man ved hvad man skal er meget vigtigt.

Det handler lidt om at trykke på reset knappen. Nu er det ny træner, transfervinduet er lukket, ingen uro på nogen måder og alle kan forholde sig til at de er her minimum til vinter. Hvis man vil videre til efter vinter så skal det præsteres og holdet skal fungere. Det kræver at det laves mål, og vi har kvaliteten i holdet, det har vi tidligere vist.

Helt personlig er jeg inde i en ok målperiode, har scoret to mål og jeg tror på at det skal komme. Jeg kan se det hver dag til træning. Det har været en del stolpe ud, og lige nu mangler vi stolpe ind. Med stolpe ind så kommer dette hold buldrende, og så skal vi nok lave to mål per kamp.

 

Det jeg hører dig sige er, at kvaliteten er der i holdet, og med den nye træner. Mangler der nogle angriber på holdet? Det er det jo nogle af fansene som synes.

Nico (Nicolas Mortensen) har lavet 9 mål i Superligaen. Det viser kvalitet, og det synes jeg ikke man kan sætte spørgsmålstegn ved. Selv har jeg lavet tre. Carl ser spændende ud. Matheus har mål i sig. Douglas kommer tilbage fra skade. Jeg tror 100% at målene er i holdet, ligegyldigt om fansene tror det eller ej. Det bedste de kan gøre, er at støtte op om os lige nu. Det kommer ikke nye angribere nu, vinduet er lukket. Vi skal spille med det vi har, og hvis vi begynder at tvivle på om vi kan lave mål, så kan vi heller ikke lave mål. Men det tror jeg på at vi kan, for det har vi rigelig kvalitet til.

 

Hvordan arbejdes det med det mentale i klubben?

Vi har Troels som er mental træner og som altid er til rådighed for spillerne til en snak. Vi har en anførergruppe som yngre spillere kan snakke med, og vi har en ny træner som virker klar på at snakke hvis folk er i tvivl om noget.

Så jeg synes det bliver taget hånd om det mentale, men man skal også huske på, at hvis man kører det mentale op til at det er vores problem, så vokser det også i bevidstheden hos den enkelte spiller. Nogen gang skal man også bare lægge hjerne og så gå ud og spille fodbold. Vi har alle sammen flere tusind timers fodbold i os. Selvtillid og tvivlen på sig selv og ”jeg har mentale problemer” blive bare en boble som man måske skal passe på med at gå ind i. Nogle gange hjælper det at bare gå en helt anden vej, hvor man bare går ud og spiller fodbold.

I fodbold gælder det om at jagte den næste succesoplevelsen. Lige så meget du ved at nedturen nok skal komme, så ved du også at opturen nok skal komme hvis du bliver ved med at arbejde for den. Folk som ser det udefra ser os jo kun hver weekend, men det går tonsvis med tanker og træning forinden de ser os spille igen.

Når fans brokker sig, så ved man godt at man skuffer dem. For mig personligt så irriterer det mig grænseløst at jeg skuffer dem, men det kommer aldrig ind, for jeg ved inde i mig selv, at selv om jeg har spillet dårligt en dag, så har jeg har gjort alt jeg kunne op til en kamp for at præstere så godt som jeg overhovedet kunne. Man skal virkelig prøve at undgå at lade det komme ind i hovedet, for så bliver det rigtig svært.

Det er sjovt nu, for det er tusind gange flere som har holdninger til tingene nu end da jeg kom til Helsingør for seks år siden

  • Facebook
  • Twitter

 

Ny træner

Det er sket et skift med den nye træner, Peter Feher. Hvad er dit indtryk af ham, også set i forhold til Christian Lønstrup?

Det er meget tidligt at skabelonisere Peter, men jeg kender ham ud fra alle de gange jeg har spillet mod FC Nordsjællands U19 hold, som Peter var træner for. Jeg har hørt en masse positivt om ham og ikke noget negativt, andet end at han er, ligesom alle andre træner, en lille smule skør, på den gode måde. Det skal man være i den her fodboldverden.

Han virker super fed. I dag havde vi taktisk oplæg (torsdag 15.9) op til på søndag, som også er noget nyt for os. Vores træning har ændret sig, vores plan med spillet, men det kommer 100% ikke til at sidde snorlige til på søndag efter fire pas. Peter virker afklaret og dygtig rent træningsmæssigt.

Løns stolede mere på os som spiller på banen til at tage de kloge beslutninger. Det var ikke så meget taktisk træning, mere flowtræning. Løns snakkede om modstanderholdene, men ikke lige så detaljeret som vi gør nu.

Jeg har et overordnet positivt indtryk af Peter, og det virker som om han har en klar plan med hvad han skal og vil heroppe.

 

Peter har udtalt, at I hurtigst muligt skal til at spille med om oprykning til superligaen. Hvad mener du om det? 

Helt enig. Vi har et rigtig godt hold, selvom vi har mistet nogle spillere. Vi har stort set det samme hold som i Superligaen. Vi skal bare ud og spille. Det er mange som ikke har spillet 1. division før, og det skal de vænne sig til. Du møder mange hold á la Thisted som stiller sig ned i forsvaret og lader os bestemme spillet. Måske er det kun Silkeborg som tænker de skal stille op til dans med os. Så det er mange ting man skal vænne sig til ret hurtigt i 1. division. Nu har vi spillet 8 kampe, og så ved vi lidt bedre hvad som er i vente.

 

Kommende kamp mod Silkeborg

Hvad er dine tanker og forventninger til den kommende kamp mod Silkeborg?

Jeg glæder mig til Silkeborg. Vi havde nogen fede kampe mod dem sidste år. De har en kanonfed bane og et fedt stadion. Den kamp kan sagtens sparkes op i superligatempo. Det er to gode hold. Silkeborg er en tro kopi af os. Kommer ned, har det lidt svært, ny træner, men et hold med endnu større forventninger og med et langt større budget end os. Jeg tror det bliver en god kamp. Det har det været alle de andre gange. Det er på kunstgræs, det er så hvad det er, men det er en garant for at vi kan spille på jorden. Det bliver en styrkeprøve, men også en prøve der viser, hvor langt vi er fra at ramme det som Peter gerne vil. Sjovt nok kan det være langt, men jeg tror på at vi får sat holdet godt op. Men hvis folk tror at alt sidder i skabet efter 4 pas så er man godt nok naiv, men jeg tror på tankerne, helt sikkert.

Jeg mener at hvis vi spiller op til vores bedste så er vi det bedste hold i denne række.

 

Nyt stadion

Hvad er dine tanker om det ny stadion, herunder kunstgræs?

Det er fantastisk på alle led og kanter – det siger sig selv. I en af mine første kampe for FCH spillede vi for at undgå nedrykning til Danmarksserien. Det har gået sindssygt stærkt for denne klub. Da Peter Feher så vores omklædningsrum troede han at han var trådt ind i en gyserfilm …

I Silkeborg har alle spiller racersæder i omklædningsrummet …

Det bliver et kæmpe skridt fremad og vi er sindssygt glade for det. Det kommer til at løfte os som hold og klub på alle led og kanter.

Du finder ingen spiller i Danmark som hellere vil spille på kunstgræs fremfor græs. Jeg vil dog hellere spille på kunstgræs end en pløjemark. I forhold til det hold vi har er det på ingen måder en ulempe med kunstgræs, vel at mærke hvis du vander kunstgræsset. For så kan vi spille hurtigt. Banen på Ndr. Strandvej er udmærket, men den tåler ikke at vandes (op til kamp).

 

Fankultur

Stemningen på tribunerne har ændret sig noget efter at FCH rykkede ned i 1. division? Har du nogen kommentarer til det, og har du som spiller nogen ønsker til os fans?

For det første vil jeg sige at vores fans har markeret sig på en virkelig fed måde på udebane. Husker bl.a. en kamp mod Vendsyssel hvor vi vinder 2-0. Det var en vinterkold december dag med 20 skrigende fans i bare overkroppe. De vildeste fodboldfans jeg længe har hørt. Det var dybt imponerende, og det har de bare gjort igen og igen.

Den gennemsnitlige opfattelse af vores fans er meget forskelligt. Det er fx de gamle drenge som kommer for at møde byen, drikke nogle øl, snakke og hygge. Så er det de unge drenge som er begyndt at komme, som virkelig sætter en fodboldagtig stemning, det bliver kastet nogen bajere og råbt nogen ting – det synes jeg er skidesjovt. Jeg synes ikke vi skal presse forskellige fans alt for meget sammen. Når det er sagt så synes jeg altid at vi mærker vores fans på stadion.

Det er også lidt en ”nu må I kraft eddermame komme i gang” blandt nogle fans, men det er også fair nok. For de støtter os og her og der og alle vegne og står med bar mave i Vendsyssel. Så er det i orden at man stiller krav til det hold man har set klare mere. Så den synes jeg ikke er på fansene, den er mere på os. Så er det op til os at få vendt den. Hvis fansene ikke er der når vi er der så er det noget galt, men det tror jeg ikke er tilfældet. Det er mere op til os, end fansene, for vi ved de er der. Det er os som skal få dem i gang. Ligegyldigt om Helsingør Stadion er lille så kan modstanderholdet, og vi, mærke når fansene er der.