Af Claus Birch

Om få dage spiller FC Helsingør for sidste gang på Helsingør Stadion. Når opgøret mod Lyngby Boldklub fløjtes af, slutter en epoke i den helsingoranske fodbolds historie. Siden 1923 har stadion på Ndr. Strandvej dannet rammen om glæder og skuffelser for Helsingør IF og siden FC Helsingør. Efter sommerferien står det nye stadion på Gl. Hellebækvej klar, med kunstgræs, lysanlæg og VIP-faciliteter. Vi tager afsked med den gamle sportsplads, med en tur ned ad Mindernes Allé.

 

Fra Grønnehave til Ndr. Strandvej

Det var Grønnehave der var hjemsted for HIF i de første årtier af foreningens liv. Området mellem Kronborg og Marienlyst, hvor HIF havde fået lov at anlægge en bane. Det var brugbart, men langt fra ideelt for HIF, der dengang var et af sjællandske stærkeste mandskaber – udenfor København, naturligvis.

Grønnehave var berygtet for sine mange huller og tuer. I årevis forsøgte HIF derfor at finde en bedre bane og gjorde alt for at påvirke byrådet. Det lykkedes og arbejdet på grunden på Ndr. Strandvej blev sat i gang i 1919. Søndag den 1. juli 1923 kunne man indvie det nye anlæg, da godt 3000 mennesker mødte op og så BK Frem vinde en privatkamp med 3-1.

Faciliteter var der ikke mange af, kun nogle skure til omklædning og en markering omkring spillepladsen. Foruden selve opvisningsbanen, rummede Sportspladsen – som den hed dengang – to andre baner til træning og sekundakampe.

Hovedtribunen som står den dag i dag, kom først til mange år senere. Årsagen var ikke mindst HIFs succes på grønsværen, der kulminerede da holdet i juni 1934 sensationelt sikrede sig oprykning til Mesterskabsserien – datidens svar på Superligaen, efter to kvalifikationskampe mod Aarhus FC. Det betød endnu flere tilskuere på det smukt beliggende – men primitive – stadion, hvor der ofte var mellem 1000 og 1500 til kampene.

Snart rejste kritikken sig over de mindre tilfredsstillende forhold, som man kunne byde de gæstende hold. HIFs bestyrelse var i forhandling med Helsingør Sportsunion om et større projekt for flere sportsgrene, som imidlertid aldrig kom længere end på papiret. Så besluttede HIF selv at projektere et klubhus på Sportspladsen, men den idé døde, da foreningen ikke selv ejede jorden.

Enden blev, at Sportsunionen nedsatte et byggeudvalg, med HIF som deltagere, der bad byrådet om at få bygget et omlædningshus på pladsen. Det tog dog sin tid, da man krævede, at de klubber der benyttede området også selv skulle spytte i kassen. HIF tilbød at yde 3000 kroner og i 1938, 15 år efter Sportspladsens anlæg, var omklædningsrum med overbygget tribune klar til indvielse. Det skete den 9. august 1938, da HIF spillede 1-1 mod BK Frem i en venskabskamp.

I mellemtiden var HIF rykket ud af den bedste række og måtte i sommeren 1937 tilbage i 2. Division, efter tre sæsoner i det fine selskab. Men tribunen stod og den fik selskab knap fyrre år senere, da man i 1977 kunne tage cementtribunen mod Ndr. Strandvej i brug, projekteret til 1500 tilskuere.

Gennem de sidste årtier har der flere gange været drøftet mulighederne for et nyt stadion. Mest konkret i 1994 med et stadion på Gl. Hellebækvej. Det blev dog ikke til noget og i stedet gennemgik Helsingør Stadion i 1999 en større renovering, hvor omklædningsfaciliterne under tribunen blev forbedret. På tribunen blev de gamle træbænke erstattet af plastsæder i HIFs røde og blå farver.

Mere blev det imidlertid ikke til og derfor stod FC Helsingør for en udfordring af dimensioner, da klubben sensationelt sikrede sig oprykning til Superligaen i sommeren 2017. Henover sommeren blev der nu bygget i rekordtempo og en ny endetribune stod klar til Superligapremieren mod OB den 24. juli. Også fire nye lysmaster var på plads, tillige med TV-tårne, studie, udvidede toiletfaciliteter, kiosker m.m.

  • Facebook
  • Twitter

Foto: Ukendt fotograf  – Helsingør IF løber på banen sidst i 40´erne. De skulle dog lige over sandgraven.

 

Stærkt lokalpatriotisk publikum

Allerede da Sportspladsen blev anlagt, var der liv på tilskuerpladserne når HIF spillede. Det skyldtes at HIF havde fået en lokal rival i ”Olympia” (der blev afløst af HFC i 1933). Det lokale fodboldpublikum var delt i to lejre og spillerne ”gik i sulet på hinanden, så det sang i knoglerne”. Under en kamp i 1926 var spændingen på kogepunktet. HIF’s tilskuere stod på den ene side og sang ”HIF – spil nu til, flere mål vi have vil”, mens Olympia-folk stod på den anden side og skreg ”Hør I blå – gå nu på – HIF I mase må”.

Der blev henstillet i dagspressen til, at disse hylekor måtte stoppe. Det hjalp nu ikke meget, for kort efter gentog det sig og en kontrollør blev så nervøs, at han truede med at hente politiet.

Værre blev det tilsyneladende, da HIF fra 1934-37 spillede i den bedste række, hvor sundbyens publikum var berygtet for sin patriotisme.

Det blev dog indimellem lidt for meget for københavnerpressen. I foråret 1937, da HIF i sin tredje sæson i den bedste række kæmpede for at undgå nedrykning, kogte det over i en kamp mod AB. HIF tabte 0-3 og med to annullerede HIF-mål, blev det for meget for en del af hjemmepublikummet.

Som en københavner-avis skrev ”Helsingør har tidligere haft Ord for at være en vanskelig By at besøge for de københavnske Fodboldhold, fordi det stærkt lokalpatriotiske Publikum af og til lader Naturen gaa over Optugtelsen og ledsager deres Meninger om Begivenhederne paa Banen med højlydte Tilkendegivelser af ikke behagelig Art for dem, det gaar ud over.”

En anden avis skrev ”Helsingørs Fodbold-Publikum har efterhaanden faaet et ualmindeligt daarligt Rygte. Kampen mod A.B. i Gaar viste, at det ikke er uden Grund. Efter Kampen gjorde de et velment Forsøg paa at lynche Dommeren. En helsingørsk Gadedreng gik saa vidt, at han sparkede Dommer Drejø over Skinnebenet, men A.B.’s spillere greb omgaaende den lille Synder og trak ham under Publikums Protest ind i et Omklædningsrum, hvor han fik sig en ordentlig Skylle.”

Fodbold i krigstid

Da Hitlers krigsmaskine rullede ud over Europa, lykkedes det i første omgang DBU at få færdigspillet turneringerne, da Danmark blev direkte inddraget i 2. verdenskrig i april 1940. Men det stod hurtigt klart, at transportproblemerne (benzinrationering og ustabil jernebanedrift), gjorde det tvingende nødvendigt at omlægge turneringerne. Det var særlig ærgerligt for DBU, der havde haft stor succes med den landsdækkende turnering. Man valgte at suspendere de to divisioner indtil videre, og i stedet blev divisionsholdene fordelt i tre geografisk bestemte kredse, hvorefter danmarksmesteren skulle findes efter en cupturnering.

Vanskeligheder for sporten var der i det hele taget nok af i de fem mørke år, hvor tyskerne benyttede idrætspladserne efter behag. I Helsingør var man fortvivlelsen nær, hver gang værnemagtens soldater havde benyttet opvisningsbanen på Helsingør Stadion. Sportsunionens formand Harry Christensen var selv aktiv i modstandsbevægelsen, og ”læste nogle Bønner saa inderlige, at en Hedning maatte blegne, naar han saa de lange, sorte Furer, som de ubudne Gæsters sømbeslaaede Støvler pløjede i Grønsværen”, som det blev fortalt.

Og da sneen ikke hurtigt nok ville smelte, ”strøede Udlændingene Salt paa i Skæppevis – i en Tid hvor Saltet var rationeret saa haardt, at vore egne Sportsmænd knap nok kunde faa salt til Fedtebrødet”.

Havde krigen givet fodboldlederne udfordringer i de første år, så var det intet mod det der ventede i efteråret 1943. Efter kun én spilledag i danmarksturneringen, og endnu inden den sjællandske turnering var kommet i gang, erklærede de tyske besættelsestropper militær undtagelsestilstand søndag den 29. august. Tålmodigheden over de endeløse strejker og demonstrationer i gaderne var opbrugt.

Restriktionerne betød blandt andet, at ”Sammenstimlinger og Ansamlinger af mere end 5 Personer paa Gaden og paa offentlige Steder er forbudt, ligesom alle Forsamlinger er forbudt.” Det betød at indtil 6. oktober var afholdelse af sportskampe forbudt, og derefter blev det forbudt at spille for tilskuere. I hovedstaden blev forbudet opretholdt helt til den 28. november, mens den tyske kommandant i de fleste provinsbyer gav tilladelse til tilskuere midt i oktober.

Efter mere end en måned uden kampe, bestemte DBU at Danmarksturneringen skulle i gang, og unionen ville så betale omkostningerne, for de klubber der spillede for tomme tribuner. Den 10. oktober 1943 spillede Helsingør derfor på stadion mod B.1908, uden andre tilskuere end enkelte ledere, kontrollører og repræsentanter fra pressen. Helt uden opbakning var hjemmeholdet dog ikke. Behændigt undlod man at spærre udsynet fra skovstien denne eftermiddag.

  • Facebook
  • Twitter

Foto: Fotograf ukendt – Den moderne drik Chabeso blev forhandlet på Sportspladsen, som Helsingør Stadion også blev kaldt for.

 

Landsholdet

Helsingør Stadion har flere gange dannet rammen om ungdomslandskampe, den første i 1969 hvor U19-landsholdene fra Danmark og Sverige spillede 2-2. Fra 2003 og et par år frem var Helsingør Stadion desuden rammen om U21-landsholdets træningssamlinger og i 2008 benyttede det danske kvindelandshold også faciliteterne på Helsingør Stadion og Hotel Marienlyst.

Selv om det danske A-landshold for herrer i en årrække havde haft fast base i Vedbæk, så tvang dårlige baneforhold flere gange de rød-hvide til at flytte træningen nordpå til Helsingør Stadion. I 2009 tog DBU konsekvensen og gjorde Helsingør til fast træningsbase for landsholdet.

  • Facebook
  • Twitter

Foto: Fotograf ukendt – Helsingør IF i aktion sidst i 40´erne med tribunen i baggrunden.

Stadionrekorderne

Efter 96 år på Helsingør Stadion – eller Sportspladsen – har højdepunkter fulgt nedture. En af de mere usædvanlige præstationer stod Willy Nilsson for. I september 1939 scorede han 11 mål i en pokalkamp mod Korsør (HIF vandt 15-0) og i 1941 gentog han næsten bedriften, med 10 mål i en kamp i Danmarksturneringen. HIF vandt 16-0 – også mod Korsør!

De 16-0 er samtidig også den største sejr i en officiel kamp på stadion. Det største Helsingør-nederlag er 1-10 til Køge den 4. september 1938 og såmænd også 0-9 den 18. maj 2008 – igen til Køge (endda deres 2. hold i Danmarksserien). Hvem siger at historien ikke gentager sig…..

Gennem tiden har der været flere bemærkelsesværdige tilskuertal, udover de 0 tilskuere der blev noteret til den forbudsramte kamp mod B.1908 den 10. oktober 1943. Af milepæle skal nævnes de 2000 tilskuere til en kamp mod Næstved i 1934, 2500 mod B.1913 i 1947, 2600 mod Næstved i 1949, 3500 mod B.93 i 1972, 3984 mod OB i 2017 og endelig 5348 mod FC København den 17. september 2017, som dermed blev den endelig stadionrekord på Helsingør Stadion.

Den første officielle kamp på stadion blev spillet 2. september 1923, hvor HIF besejrede FIF, Hillerød 5-2 i den Sjællandske A-række. Den sidste kamp bliver 25. maj 2019, når FC Helsingør tager imod Lyngby Boldklub i NordicBet Ligaen.

Claus Birch har fulgt Helsingør IF siden premieren 1981 og derfra set de fleste kampe. I perioden 1985 til ca. 2000 lavede kampprogrammer til klubbens hjemmekampe og sad i Helsingør IFs bestyrelse fra 1998 – 2004. Har fotograferet FCH/Elite 3000 siden den første sæson 2005/06. Nørd med fodboldhistorie og statistik, især HIF.
Claus Birch har fulgt Helsingør IF siden premieren i 1981 og derfra set de fleste kampe. I femten år – 1985 til ca. 2000 – lavede han klubbens kampprogrammer og sad i Helsingør IFs bestyrelse fra 1998 – 2004. Claus Birch har fotograferet FCH/Elite 3000 siden den første sæson 2005/06 og han er i øvrigt en nørd med fodboldhistorie og statistik, især Helsingør IF. Det kan man læse mere om på fchnet.dk og helsingor.fodboldhistorie.dk.