Select Page

Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk

Af Morten Højer Mathiesen

På fredag tager vi imod oprykkerne fra FA2000 – én af de 3 klubber vi ikke formåede at vinde over i første halvdel af grundspillet.

Frederiksberg Alliancen 2000 er, som det fremgår af navnet, en relativt ny klub. Dannet fra starten af 2000 ved en fusion af Boldklubben Dalgas, B1972 og FKIK (Frederiksberg Kammeraternes Idræts Klub). FA2000 er altså ikke en eliteoverbygning, men en helt ny klub, der tilbyder fodbold for både drenge og piger, mænd og kvinder i alle aldre.

Bedst kendt af moderklubberne er Boldklubben Dalgas, der opnåede en enkelt sæson i den daværende 3. division i 1973, og som generelt har huseret i Københavnsserien/serie 1 i ganske mange år. Altså ikke historisk elitære moderklubber.

Med næsten 2000 medlemmer er det en af landets største fodboldklubber og dermed en STOR klub. Som én af fire klubber i København har klubben licens til talentudvikling hos drengene, og har derfor stor fokus på drengene fra U10 til U15, hvor holdene også spiller i gode rækker. Men bare på senior herre plan har klubben 11 stk. 11 mands hold og 13 stk. 7 mands hold tilmeldt – så der bliver spillet fodbold på Frederiksberg.

At det ikke er en storklub kan ses på de 19 år det tog at spille klubben op i divisionsfodbold. Til sammenligning tog det Brøndby IF 18 år at nå den bedste række, efter sammenlægningen af Brøndbyøster og Brøndbyvester – og så havde de jo en masse år i de lavere divisioner først. Men det er heller ikke der fokus ligger i klubben, og i divisionssammenhæng må de betegnes som glade amatører – med streg under glade, for det er et hold der spiller positiv fodbold. Det var sådan de rykkede op – og det er sådan de har indledt sæsonen i 2. division øst.

FA2000 vandt DS pulje 2 i sidste sæson med 8 points forspring til nr. 2 (KFUM Roskilde) og scorede undervejs i de 27 kampe hele 75 mål, heraf alene 23 af topscorer Sebastian Jacobsen, som fortsætter målfarligheden i 2. division. Det var 20 mål mere end næstmest scorende hold. Til gengæld lukkede de 44 mål ind, og det var der adskillige hold i rækken der gjorde bedre. Men med 119 mål i 27 kampe har det sjældent været kedeligt at se på.

Debuten i 2. division har hidtil været en ubetinget succes. Holdet ligger aktuelt på 5. pladsen (kan overhales af BK Frem hvis de får point i tirsdagens kamp mod B93) med 18 point i 13 kampe. Der er scoret 19 mål og indkasseret 22. Det gør dem til rækkens 4 mest scorede hold, men også holdet med det delt næst dårligste forsvar. Så på den måde har de været tro mod konceptet fra oprykningssæsonen. Med 41 mål i klubbens kampe er underholdningsværdien kun overgået af rækkens tophold Helsingør og Vanløse.

Klubben har flere gode offensive kræfter – og flere spillere der kan score. Sebastian Jacobsen er pt. noteret for 7 træffere i indeværende sæson, hvilket kun en stribe FCH-spillere har gjort bedre. Men også Oscar Scott Carl med 4 og Matin Al-Atlassi med 3 må er med på listen. Desuden lavede Rasmus Vibe 11 mål sidste år i DS og spiller stadig på holdet.

Den første kamp på Frederiksberg Stadion endte 1-1, efter mange brændte FCH-chancer. Men det er bare endnu et bevis på, at man skal udnytte sine muligheder, hvis man skal vinde, næsten, hver gang. Det var meget tidligt på sæsonen, hvor vi kun havde vundet knebent i Skovshoved og tabt til AB i pokalen. Altså på et tidspunkt hvor de mange nye spillere endnu ikke helt havde fundet konceptet. FCH bør komme med langt større selvtillid og sikkerhed i konceptet på nuværende tidspunkt.

Hvad kan vi forvente os på fredag?

Et FA2000 hold som kommer til at gå efter at score – ingen tvivl om det. De fleste skal regne med at score mindst 2 mål, hvis de skal slå dem. Samtidig er det et hold, der er vant til kunstgræs. De spiller selv hjemmekampe på kunstgræs på Frederiksberg Stadion, og klubbens anlæg på Jens Jessens Vej ved Frederiksberg Hallerne har 11 kunstgræsbaner – så umiddelbart har vi ikke den sædvanlige fordel her.

Det virker som et hold, der ikke kan lide at blive presset hårdt og højt, og som ikke holder til et højt tempo mod sig i hele kampen. Til gengæld er det et hold, der kan slå kontra, og som spiller god fodbold hvis de får tid og plads. Så FCH skal indtage hjemmefortet og vise, hvem der bestemmer.

Og det skal vi hjælpe dem med fra tribunen – så lad os håbe på et stort fremmøde og max gas på lyden.

Forza FCH!