Skive IK – den perfekte afslutning!

51030798901_a38db8275a_o

Foto: Cementen

Af Morten Højer Mathiesen

Fredag aften kl. 19.00 indleder FC Helsingør jagten på den perfekte afslutning på grundspillet. Kampen er mod Skive IK på hjemmeholdets Hancock Arena.

Allerede nu ved vi at 4. pladsen er sikret – men en sejr giver 6 sejre i 6 kampe i foråret, og vil være et flot rygstød til grundspillet. Og holde os så tæt på topholdene som muligt.

I Cementens optakt kan du læse Morten Eskesens tanker om kampen, se status på holdene og får overblikket over hele grundspillets sidste spillerunde.

22. spillerunde

Alle kampe spilles fredag d. 19/3 kl. 19.00

FC Fredericia – Vendsyssel FF

  • Fredericia behøver et enkelt point for at være sikre på oprykningsspil. Vendsyssel behøver seriøst bare point, og har scoret 1 mål i foråret (mod FCH).

Kolding IF – Viborg FF

  • Viborg synes ustoppelige og har nu 8 point til stregen i oprykningskampen. Kolding fik ét point i Køge, men skal have gang i mere for at overleve.

Hvidovre IF – HB Køge

  • HB Køge skal bruge en sejr for at være sikre på Top-6, men uafgjort er nok hvis Fremad ikke vinder i Silkeborg. Hvidovre har luft til stregen, men er også coronaramte i truppen.

Esbjerg fB – Hobro IK

  • Esbjerg skal op på hesten igen, efter at være røget under oprykningsstregen i sidste runde. Hobro skal…ja hvad skal Hobro egentlig? Skuffende sæson for dem.

Silkeborg IF – Fremad Amager

  • Silkeborg er rykket op på 2. pladsen, og den skal forsvares. Fremad Amager SKAL vinde kampen for fortsat at have en chance for Top-6, eller uafgjort hvis HB Køge taber i Hvidovre.

Skive IK – FC Helsingør

  • Den kan du læse meget mere om herunder!

Fredag d. 19/3 kl. 19.00 – Hancock Arena, Skive IK – FC Helsingør

Nu med endnu mere selvtillid, og stadig med chancen for de 18 point i 6 kampe, som Morten Eskesen snakkede om før forårsstarten. Det er virkelig flot, og mon ikke spillerne rigtig gerne vil runde grundspillet af på den måde?

Det handler også om at holde afstanden til topholdene lidt i snor, så der kan være en snert af spænding over oprykningsspillet.

Omvendt kommer Skive sikkert også med selvtillid efter sejr i Hjørring sidst. Det har givet kontakt til både Kolding og Vendsyssel i tabellen, og en sejr i denne kamp giver dem en realistisk mulighed for at slutte grundspillet over nedrykningsstregen. Mon ikke Skive spillerne rigtig gerne vil runde grundspillet af med det?

Vi kan se frem til, endnu, en kamp i Jylland på en tidlig forårsbane, og mod et hold der vil knokle bagdelen ud af shortsene for at tage point – så ser vi frem til at vores eget koncept igen består prøven; med en betondefensiv parret med tempo og kreativitet i offensiven.

Head to head

7 indbyrdes opgør har alle været i 1. division, og har bare leveret 11 mål. Dejlig positiv FCH-statistik med 4 sejre og blot 1 nederlag.

Sidste kamp var 18/10 2020 hvor FCH hjemme vandt 2-1. Sidse udekamp var 16. runde i 16/17 sæsonen hvor Skive vandt 1-0.

Hvad siger Morten Eskesen?

Vi kommer ikke til at eksperimentere i Skive. Vi er i et godt flow, og det vil jeg gøre alt for at fortsætte, så vi stiller med det bedste hold på dagen”.

Cheftræneren er klokkeklar i sin holdning til kampen i Skive. Det handler om at fastholde den gode udvikling og fortsætte med at vinde. Så kun den indbyrdes konkurrence kommer til at afgøre startopstillingen. Han nævner også at både Carl Lange og Tonni Adamsen kan være i spil til truppen, og uden nye skader øger det bare denne konkurrence yderligere.

Hvidovre kampen vinder vi på vores gode form, og høje kvalitet fra bænken. Hvidovre kommer pga. corona med en rigtig fin start ellever, men en tynd bænk – og det udnytter vi til at kunne lukke kampen til sidst”.

Morten roser Hvidovre for en god taktisk tilgang og fight, men siger også: ”Når de bygger op fra egen halvdel med 6-7 mand og Aabech mere har udgangspunkt på højre back end som 10’er, så gør de det svært at sætte presspil ind mod dem, men omvendt også svært for dem selv at blive farlige”.

På spørgsmålet om vi har fået et mere fast og synligt koncept, mener Eskesen at det nok mere er kontinuiteten i vores start ellever, der giver det indtryk. I modsætning til efteråret har vi kunne spille med samme bagkæde, centrale midtbane, 10’er og angriber i alle kampe. Det er stort set kun kanterne, der har roteret lidt. Vi har i sæsonen skiftet mellem 4-4-2 og den nuværende 4-2-3-1, og som sådan er der ikke ændret noget.

Cheftræneren forventer en hård kamp mod et topmotiveret Skive hold: ”Vi ved banen er dårlig, så det bliver en kamp at få den over på vores præmis, hvor vi stadig gerne vil have bolden ned på jorden. Skive forsvarer sig godt og er fysisk stærke”. Han er dog fortrøstningsfuld omkring udsigten til endnu en sejr, og mener at vi, udover kvaliteten, også kommer med fuld koncentration og motivation til den perfekte afslutning på grundspillet.

Liam Jordan (tv.) og Eli Just i vild måljubel fredag aften mod Hvidovre (Foto: Cementen).

Skive IK – Status

Skive har tabt til Fremad Amager, HB Køge og Viborg i foråret. Omvendt har de vundet opgørene mod de to direkte konkurrenter i bunden; Kolding (2-4 ude) og Vendsyssel (0-1 ude). Det har givet kontakt til nedrykningsstregen over dem med kun 2 point op.

Holdet virker i fremgang og sejren i Hjørring var helt fortjent. Målet blev scoret af den ”gamle” bomber Thomas Dalgaard. I en alder af 36 år er han i gang med sin 4. periode i klubben, og var egentlig bare tænkt til spil på 2. holdet i Jyllandsserien. Men i de sidste kampe er han blevet en del af startopstillingen i 1. division, og målet sidst var det andet i sæsonen. Dermed har han fortrængt topscorer Oliver Haurits (4 mål) til bænken og danner pt. duo med André Bjerregaard (3).

Af andre profiler lægger man mærke til Thomas Santos (også 4 mål), som er manden bag mange af holdets kreative og chanceskabende aktioner. I forsvaret huserer bl.a. Emil Søgaard og Jacob Vetter – og selvom holdet har indkasseret en del mål, så der det ikke en defensiv man spadserer igennem uden problemer. Det så vi også i den omvendte kamp i Helsingør, hvor vi vandt med noget besvær.

Skive kører med rækkens suverænt laveste budget, og skal igen i denne sæson finde slutspurten frem for at redde endnu en sæson i næstbedste række. Det er lykkedes mange gange for klubben i rollen som undertippet – og under hensyntagen til Kolding og Vendsyssels nuværende niveau, er det også et muligt scenarie i år.

Skive kommer til at gå benhårdt efter sejren og en mulig plads over stregen.

FC Helsingør – Status

Holdet kommer til Skive med 4. pladsen i grundspillet sikret – og med 5 sejre i træk, heraf 3 i Jylland.

En unik god statistik som de vil gøre ALT for at forlænge.

Kampen i fredags mod Hvidovre var et godt eksempel på holdbarheden i konceptet. Hvidovre kom med en coronaramt trup (6 spillere), men fightede bravt. De holdt os fra bolden i nogle perioder, og stressede os til at lave fejl i opspillet. Til gengæld holdt vores defensiv dem til en enkelt stor (hovedstøds) chance, og så slog offensiven til mod slutningen. Her havde vi kombineret glæde af holdets eminente fysiske form og vores kvalitet fra bænken. Liam Jordan kom ind og gjorde arbejdet færdig. Først med et mål og derefter med en assist til en anden indhopper; Elijah Just.

Holdet lyser af spillehumør og gejst. DET får vi også brug for fredag i Skive.

Vi regner med at alle fra Hvidovre kampen er til rådighed, samtidig med at både Carl Holst og Tonni Adamsen skulle være klar igen. Så bliver det spændende at se, hvem der får plads i truppen og i startopstillingen. Vil Eskesen eksperimentere, eller fastholde så meget kontinuitet som muligt?

Cementen siger!

Vi siger JA TAK til de 18 point i 6 kampe.

Cementen har opbygget en glimrende statistik med sejre i Jylland, når vi er med på stadion – og den udbygger vi her.

Holdet, staben og alle fans har fortjent en sejr til at slutte grundspillet af.

Cementer sender Facebook Live optakt fra Hancock Arena kl. 18, og selve kampen opdateres ligeledes live på vores Facebook. Efter kampen vil der som vanligt være billeder m.m.

FORZA FC Helsingør!

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på email
Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig Cementens nyhedsbrev

Cementen sender de nyeste artikler og seneste udgaver af Helsingør Fanpodcast til din indbakke