FC Helsingør henter forsvarsprofil i Fredericia

Foto: FC Helsingør

FC Helsingør har hentet den 28-årige forsvarsspiller Mikkel Knudsen i FC Fredericia. Mikkel Knudsen skifter med øjeblikkelig virkning til Helsingør, oplyser klubben i en pressemeddelse.

Sportschef Brian Gellert glæder sig over tilgangen:

-Mikkel har været på vores liste et stykke tid, og nu opstod der en mulighed for at hente ham ind, og så slog vi til med det samme. Vi arbejder altid på at forstærke truppen, og efter Nicolai Geertsen desværre er blevet skadet var det endnu vigtigere at hente én ind til forsvaret. Mikkel er en rigtig dygtig forsvarsspiller der kan dække flere positioner, og er præcis den type erfaren profil vi gerne vil have i vores trup. Vi har mødt Mikkel nogle gange som modstander, hvor han har spillet for både Fredericia og Viborg, og han har altid været en spiller der var svær at spille imod.

For Mikkel Knudsen var der ikke meget at betænke sig på, da FCH henvendte sig:

-FC Helsingør har vist interesse for mig i et stykke tid, og da jeg gerne ville spille i en klub tættere på København var det lidt en blanding af flere ting, der trak. FCH tiltalte mig som et hold der spiller god fodbold, og som har en god trup både socialt og sportsligt. Der er højt niveau til træningen heroppe, og man skal være oppe på dupperne for at spille sig på holdet.

-Hvis jeg skal beskrive mig selv, kan jeg spille både som back og centerforsvarer, og jeg har mine styrker i kombinationsspillet og det opbyggende spil, ud over det forsvarsmæssige. Jeg glæder mig meget over at have fået muligheden for at komme herop, og til at blive del af truppen.

Mikkel Knudsen har spillet i FC Fredericia af to omgange, og har derudover spillet i Viborg FF, Næsby BK og Middelfart BK, og er oprindeligt uddannet i OB.

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke