Nicolas Hald Willumsen – Fremtidens FCH angriber?

Foto: Anne Marie Lennings

 

Af Dennis Hynnecke

 

Nicolas Hald Willumsen fra FCH U17 er en ung fyr der bliver mere og mere blæst om.

Det er heller ikke uden grund at opmærksomheden omkring Nicolas Hald Willumsen er støt stigende. En stor robust fyr af sin alder med et stort løbepensum og en veludviklet målnæse.

Hele 30 mål i 20 kampe har han scoret i løbet af indeværende sæson og topper med afstand U17 Divisionens topscorerliste.

Willumsen fik sin fodboldopvækst i Gilleleje FK hvorfra han skiftede til FCH Talent for at spille på U14 og U15. Efter et kort visit i Lyngby returnede Willumsen til FCH U17 for et år siden.

– Lyngby er en stor klub, hvor den enkelte spiller måske ikke får så meget fokus, så jeg savnede FCH Talent hvor forholdet mellem spillere og trænere er rigtig godt, jeg kendte jo de fleste, og hvor jeg kan udvikle mig fordi der netop er mere fokus på den enkelte, så det betyder rigtig meget at der er kommet en elitekultur i Helsingør.

Willumsen var en tur i London i starten af marts, hvor han blev testet af Championship-klubben QPR.

– Det skaber selvfølgelig nogen tanker op i hovedet om fremtiden, men jeg er bare glad for at FC Helsingør gav mig chancen for at tage derover og prøvetræne.

Skal du så til udlandet snart?

– Det kan jeg ikke rigtig sige, det er svært at vide hvad fremtiden bringer. Jeg er sindssyg glad for at være i Helsingør og mit første mål er at spille for FC Helsingør i Superligaen og så måske komme til udlandet senere. Jeg knokler bare på og har ikke travlt.

Lønstrup har haft Willumsen med på bænken til et par Superligakampe, hvor det dog ikke blev til spilletid, men hvem ved, måske debuten ligger lige om hjørnet.

Kommer du på stadion og ser klubbens kampe

– Ja, jeg kommer til de fleste hjemmekampe. Jeg plejede at komme meget i Parken, men når nu klubben er i Superligaen og man selv spiller her, så føler man jo at man er en del af det hele.

FC Helsingør skrev en to-årig kontrakt med Willumsen i efteråret og er en af ganske få ungdomsspillere klubben pt. har på kontrakt.

 

Artiklen er oprindelig publiceret på cementen.dk 29. april 2018

Cementens nyhedsbrev

Cementen 2025. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få næste episode af Helsingør  Fanpodcast i din indbakke